Så længe jeg kan huske, har jeg haft et ustyrligt temperament. Det er ikke noget, der har gjort mig nogen tjenester overhovedet igennem mit liv. Som barn, var det noget der gjorde, at jeg blev mobbet i skolen. Man skulle umiddelbart tro, at en person der blev sur og voldelig meget hurtigt, ville være én som folk ville undgå at stikke til. Men den slags logik fungerer ikke i folkeskolen: her er den skrigende unge, der er helt rød i hovedet af raseri, blot underholdning. De andre børn i skolen prikkede til mig med vilje, fordi de vidste at de ville få en kraftig reaktion. Havde jeg været stor og stærk havde de måske været mere forsigtige, men jeg var en lille splejs, som ikke havde en chance hvis noget rent faktisk endte i en slåskamp. Derfor holdt mobberne på skolen sig aldrig tilbage: hvert eneste frikvarter var de på jagt efter mig, og sørgede for at jeg igen og igen kom helt op i det røde felt. Jeg glemte altid min lille størrelse i disse raseri-anfald, og løb efter de folk der irriterede mig, som en vred Chihuahua der troede den var på størrelse med en ulv.
Jeg lærte aldrig noget af det. Tværtimod blev jeg kun mere og mere rasende. Min intuition ? og til dels mit barndomshjem og den opdragelse der foregik i det ? fortalte mig, at den eneste måde at få mobning til at stoppe på, var at blive sur og aggressiv nok. Det er let at sidde her nu, og kigge tilbage på det med klarsyn, og se at det modsatte jo var tilfældet. Men jeg kendte ikke til andre metoder, og fortsatte derfor ud af den samme vej, også selvom den gav bagslag gang på gang.
Det var først i mine tidlige tyvere, at jeg fandt en anden måde at håndtere min vrede på. Jeg var på ungdomscamping med nogle venner fra min skole. Her var der også folk der irriterede mig, og fandt mine reaktioner voldsomt morsomme. Efter endnu et raseri-anfald gik jeg hvileløst rundt, ind til jeg så et skilt med kanoudlejning. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik lysten til at leje en kano dengang, men jeg gjorde det. Mens jeg sejlede rundt i kanoen iklædt min badedragt, blev jeg pludselig ramt af en enorm indre fred, som jeg ikke kunne huske nogensinde før at have oplevet. Min hjerterytme blev langsommere, og jeg nød bare følelsen af fred og ro. Jeg reflekterede over, hvad der havde gjort mig så sur, og indså at jeg var forkert på den. Efter godt en time i kanoen sejlede jeg tilbage, og gik op til den ven der havde gjort mig så vred: jeg sagde undskyld for min overreaktion. Hver gang jeg blev sur fremover, genfandt jeg følelsen i den kano, og undlod at blive vred. I stedet vurderede jeg situationen, og agerede på en ordentlig måde.
